Uhu-uhu. Det fortælles, at man under det første Rigsmøde besluttede at nedsætte en række udvalg, der hver især havde til formål at adressere og debattere de behov, som borgerne selv havde identificeret under den store meningsmåling. For at optimere resultatet af de individuelle diskussioner valgte man dog først at ansætte en arkitekt, også kaldet redebyggeren, med særlig erfaring inden for design af aviære strukturer, og han fik dermed til opgave at lave et udkast til en ny bygning, der kunne huse de nye udvalg, som sidenhen skulle udvikle sig til de forskellige ministerier, der tilsammen ville komme til at udgøre regeringen. U-hu-hu-hu. Samtidig bad man arkitekten om at lave plads til en række rekreative områder, hvor udvalgsmedlemmerne kunne indtage deres måltider i fred og ro. Her valgte man en mere åben konstruktion, der tillod medlemmerne at trække sig tilbage og være lidt alene under fødeindtagelen. I kantinen, uhu, planlagde man desuden at ansætte en højt estimeret kok, som hver dag skulle fremstille næringsrige måltider bestående af mus og, uhu-uh-uh, insekter. Derudover var det vigtigt, at både mødelokaler og kantineområder henlå i så megen mørke som muligt. Huh-huh. Byggeriet gik i gang, og da det stod færdigt var de fleste glade for resultatet. Under indvielsesceremonien satte man rigets våbenskjold op over indgangen, og der blev holdt taler til ære for Den Store Ugle, hvorefter et kor af tudere skreg nationalsangen. Uhu-uhu-uhu. I løbet af de næste uger rykkede udvalgsmedlemmerne ind i den nye bygning. Først viste det sig at være lidt af en udfordring at få fordelt de nye territorier, men som tiden gik, udviste medlemmerne en voksende forståelse og respekt for de nye forhold. Uuuhh. Der var dog generel utilfredshed med den mad, der blev serveret i kantinen. Den var, for at citere én af kunderne, ”grå, kedelig og livløs”. Man valgte derefter at satse på en mere traditionel menu. Men ellers gik arbejdet fint i de individuelle udvalg. Hu-hu-hu. Nuvel, det siges godt nok, at der blev drejet lidt med hovederne, og at nogle gjorde store øjne, da foruglen i Udvalget for Ydre Forhold foreslog, at man arbejdede frem mod en ny artsrepræsentation, som fremstod mere sammenhængende og ikke blandede ”klogskab” og ”mistillid” sammen i én fælles størrelse. Ki-vik, ki-vik. Men derudover var det ikke til at få vingerne ned over, hvor godt det reelt gik. Lige indtil det ikke gik så godt længere. Uhu. Man havde ellers gjort, hvad man kunne for at undgå kontroverser. Men i sidste ende kom uenigheden omkring Den Store Ugles oprindelse til at splitte skovene. Huh-huh. Nogle mente, at hun aldrig havde eksisteret. Andre sagde, at hun nok var en virkelig ugle, men heller ikke mere end det. Og andre igen vedblev at tude sange, uhuuh-uhuuh, om dengang Den Store Ugle sad på dyret Atebas skulder. Eller Mineba, for ingen ved helt, hvem dette dyr var, eller hvad det hed. Ki-vik. Men i det mindste lever sangene videre. Én af dem lyder sådan her: ”Atebas Store Ugle flyver højt / Hendes vingeslag er tavst / Hun er altings Moder / Og hun spiser musen, som kæmpede bravt”.
Rikke Hansen